En del af Odsherred Kommune

Fantasien kan blomstre i håndværk- og designlokalet i Vig

fre, 11/11/2016 - 09:55 -- stijo

Sydskolen Vig har indviet et nyt lokale til faget håndværk og design, hvor kreativiteten skal folde sig ud blandt eleverne.

Faglærer Pia Hegaard bød mellemtrinnet og deres lærere samt skoleleder Dorthe Baun og afdelingsleder Mette Arnth Vadsager velkommen og orienterede om det nye fag Håndværk og Design. - Her er processen det vigtige og ikke, at alle skal fremstille en bordskåner. Her ved vi ikke, hvad tingene bliver til på forhånd, og lokalet imødekommer den kreative proces, hvor eleverne kan vælge at arbejde i hårde eller bløde materialer, sagde Pia Hegaard.
 
Der var udstillet eksempler på elevarbejder, fx en væv, hvor eleverne selv havde fremstillet trærammen og vævestykket og en tegning med forslag til udsmykning af et klasselokale, så det også om ti år ville være interessant. Der er både symaskiner, drejebænk og malergrej i det nye fælles Håndværk og Design-lokale.