En del af Odsherred Kommune
Heldagsklassen i Hørve

Heldagsklassen er et af Odsherreds Kommunes specialtilbud

Heldagsklassen er et tilbud til normaltbegavede børn med sociale og emotionelle vanskeligheder, som ikke profiterer optimalt af den almindelige skolegang.

Tilbuddet gives til børn fra 0.–6. kl.

Børnenes vanskeligheder vil ofte være tilknytningsforstyrrelser, som giver alvorlige vanskeligheder såvel socialt, emotionelt samt indlæringsmæssigt. Børnene reagerer ofte impulsstyret ud fra egne øjeblikkelige behov, samtidig med at de kan reagere voldsomt/afvisende overfor selv små krav fra omgivelserne.

Målet med at gå i Heldagsklasse er, at øge elevernes selvværd og at styrke dem både socialt og fagligt. Der arbejdes altid hen imod at eleverne efter en periode i Heldagsklassen kan vende tilbage til folkeskolen.

Heldagsklassen vil sekundært kunne optage elever, som af andre grunde vil kunne profitere af stedets rammer og pædagogik. Fælles for eleverne er, at de har behov for at være i et miljø, der er kendetegnet ved en tydelig og genkendelig struktur.

Heldagsklassens overordnede mål

Heldagsklassens overordnede mål er at skabe en hverdag, så børnene kommer i trivsel og udvikling socialt, følelsesmæssigt og intellektuelt. Der tages udgangspunkt i det enkelte barns muligheder, ressourcer og behov.

Undervisning

Eleverne undervises efter de gældende regler for Folkeskoleloven.  Undervisningen er individuelt tilrettelagt og foregår i mindre grupper.

Forældresamarbejde

Forældresamarbejdet er en vigtig del af Heldagsklassens liv. Vi tilstræber os derfor altid på, at forældrene føler sig velkomne og medinddraget i, hvad der foregår omkring deres barn.

Videnscenter

Heldagsklassen er i øjeblikket ved at udvikle sin videnscenterdel. Vi har mulighed for klasse- og enkeltobservation og sparringen med personale. Vi har uddannet personale i Theraplay, som er en del af vores hverdag.

Visitation

Visitation til Heldagsklassen foretages af Odsherreds kommunes visitationsudvalg. Forud for visitationen skal barnet være udredt af PPR, og der skal foreligge en grundig pædagogisk beskrivelse.

Elever

Heldagsklassen har pt. ca. 30 elever.

Klassetrin

0.–6. kl.

Åbningstider

Mandag til torsdag kl. 8.15–15.30
Fredag kl. 8.15-14.00

Heldagsklassen tilbyder efter endt undervisning, SFO-tid/pasning frem til kl. 15.30. Har man behov for yderligere pasning af sit barn, skal der tilkøbes en plads hos plads anvisningen. Derefter kan der laves en aftale med SFO på afd. Hørve.

Kontakt

Heldagsklassens e-mail: heldag.305008@skolekom.dk